Bredbåndsprojekt i Tingsted og omegn

Bredbåndspuljen

2017-09-14 - Fase 4 - Afslag

Jeg har indledt en dialog med youSee om det videre forløb af vores ansøgning til Energistyrelsens Bredbåndspulje 2017. For at jeg kan ansøge Energistyrelsen om tilskud på vores alles vegne, skal jeg have en underskrevet partnerskabsaftale med en bredbåndsleverandør.

youSee har desværre meddelt at da vores pointscore pt. ligger i den meget lave ende, vil det ikke give nogen mening at indgå en partnerskabsaftale, idet der ikke er nogen mulighed for at opnå tilskud med vores nuværende tilslutningsprocent.

Vi har ikke modtaget andre tilbud på projektet, ud over tilbuddet fra youSee.

Sidste år fik alle projekter der havde en pointscore på 69,69 og opefter tilskud. Vores projektområde dækker 190 adresser, og ud af dem har 37 af jer indsendt en fuldmagt, dette giver os en pointscore på 17.27. youSee vurderer at kravet i år vil ligge på 75 point og opefter.

Vi må således desværre blot konstatere, at der slet ikke er nok i vores nærområde, der har interesse i at forbedre mulighederne for bredbåndsdækningen, til at det kan udløse et tilskud fra Energistyrelsen.



Jeg takker for engagementet fra de af jer der har valgt at deltage.

2017-09-08 - Fase 3 - Modtagelse af tilbud samt indhentning af fuldmagt

1. September modtog vi et tilbud fra youSee der indebar indføring af fiber til alle 59 adresser der havde udtrykt interesse for at deltage i projektet. Der blev 8. September rundsendt e-mail til alle interesserede, hvori det fremgik at der skulle udfyldes og indsendes en fuldmagt såfremt man ønsker at deltage i projektet..

Jeg har modtaget svar fra Bornholms Regionskommune, i forhold til muligheden for at BRK yder støtte til projektet - og dette lyder at i indeværende år har BRK ikke afsat midler til støtte til bredbånd, jeg har dog efterfølgende fået en tilkendegivelse fra Borgmester Winni Grosbøl der indikerer at BRK vil undersøge om der er mulighed for at BRK fra næste år kan støtte med midler til etablering af bredbånd i rammen af Energistyrelsens Bredbåndspulje.

Dokumenter

Email rundsendt ifb. indhentning af fuldmagt: E-Mail.
Vedhæftet fuldmagt: Fuldmagt

2017-07-01 - Fase 2 - Projekt annonceret

Jeg har nu annonceret projektet for diverse bredbåndsleverandører, og håber jeg modtager et antal tilbud på opgaven. Derudover har jeg startet en dialog med Bornfiber, og håber jeg derved kan optimere projektet bedst muligt, for at gøre det så attraktivt som muligt for Internet leverandørerne at byde på opgaven. Bredbåndsleverandørerne har fået en svarfrist til 18. august 2017. Derefter vil der blive valgt en bredbåndsleverandør, og projektet vil kunne gå over i Fase 3 hvor jeg vil bede alle der har indsendt en tilmelding om at underskrive en fuldmagt.
Derudover har jeg anmodet Bornholms Regionskommune om at undersøge om de vil yde et tilskud. I så fald vil det give os bedre mulighed for at opnå tilskud fra Energistyrelsen.

2017-06-11 - Fase 1 - Breve uddelt

Der er i denne weekend udsendt breve til de involverede i projektet. Brevet kan også ses her. Der er deadline på udfyldelse af interesseerklæring 30 jun 2017, hvor projektet vil gå i fase 2: fastlæggelse af projektområde samt annoncering for bredbåndsudbydere.

Projektområde

Liste over adresser der er med i projektet i fase 1: adresseliste.

2017-06-07 - Bredbåndsprojekt i Tingsted og omegn

Informationsside om predbåndsprojektet i Tingsted og omegn. Når der er nyt i projektet vil det blive beskrevet på denne side.